Blog
Det bliver en hektisk uge i maskinrummet på Christiansborg. Alle kedler koger på fuld blus og politiske forlig og forliste forhandlinger kommer til at flyve om ørerne. Lad mig nævne nogle af punkterne. Før sommer blev der indgået en bred velfærdsaftale. Formålet var at forsøge at fremtidssikre Danmark ved at hæve tilbagetrækningsalderen. Og samtidig give rum til, at der kan investeres i forskning og udvikling. Derfor forhandler vi på livet løs om at udmønte den såkaldte globaliseringspulje. Sidste uge kom vi så langt, vi kunne i de enkelte ministerier. Men der er en del knaster, som der skal forhandles om i Finansministeriet i løbet af denne uge.
I den forgangne uge er der blevet forhandlet om miljø, milliard-investeringer i trafik, den almene boligsektor, film og kultur, om den såkaldte satspulje og meget mere. Og det er endda før de egentlige finanslovsforhandlinger er gået i gang.
Så alle kedler koger. Vi skulle gerne være på plads med alle aftaler i slutningen af denne uge. Nogle af dem med snævert flertal mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Andre forhåbentlig henover midten. Jeg er spændt på, om det lykkes.
mvh mhp
