0


IT er politisk usexet
3. april 2001

Klumme i Børsens Nyhedsmagasin nr. 22 2000

Informationsteknologi er underprioriteret i dansk politik. Men i lande som USA og Sverige prioriteres emnet højt, også politisk. Hvis ikke vi gør noget tilsvarende i Danmark sakker vi bagud.

Informationsteknologi er ikke politisk sexet. Det er besværligt, teknisk kompliceret og fyldt med mærkelige udtryk. Det er svært at tilkæmpe sig spaltemilimetre og tyve sekunders ”sound bites” i TV, hvis man skal sige bits, bytes, ram og UMTS. Og hvem har forståelse for, at fremtidens infrastruktur hedder bredbånd? For mange er det mere håndgribeligt med broer af beton og ombygninger af Nørreport station.

Problemet er, at manglende forståelse og interesse fører til, at informationsteknologi ikke prioriteres højt nok politisk. Som forældre og borgere har vi forståelse for, at vores børn skal lære hvad informationsteknologien kan bruges til. Og jeg tror også, at politikere i fremtiden vil møde massive forældrekrav om bedre og mere undervisning i og med den nye teknologi i grundskolen. Det er ikke en diskussion der fylder meget i Folketinget, selvfølgelig som følge af, at politikerne heller ikke (endnu) møder krav fra baglandet og i form af spørgsmål ved vælgermøder om holdninger til den nye teknologi.

I Folketingets forskningsudvalg er der en lille underafdeling for IT-ordførere. Det er typisk unge mennesker, der ved hvor tænd og sluk-knappen sidder på en computer. Yngre politikere, der selv bruger informationsteknologien i hverdagen og ikke er bange for den. Men diskussionen er alt for vigtig til at overlade til et lille hjørne af Folketinget. Diskussionen om udfordringer og muligheder ved den nye teknologi skal bredes ud og gøres til et anliggende for alle politikere. Fordi det er Danmarks fremtid vi taler om. Finansieringen af fremtidens velfærdssamfund.

Det er blevet foreslået at Danmark bør have en minister med særligt ansvar for IT. Det kan godt være, at man derved kan få mere fokus på området. Det ville selvfølgelig være gavnligt for alle. Men man må ikke gøre sig den illusion at tro, at IT dermed bliver mere centralt placeret på den politiske dagsorden. Og risikoen for, at det politiske system så siger at ”nu har vi klaret det problem” og læner sig tilbage er stor. Dertil kommer, at vi allerede har en Forskningsminister, der også tager sig af IT.

Pointen må være, at IT skal integreres i alle politiske områder. Sundhed, erhverv, uddannelse, kultur, skat osv. Det er ikke nok bare at sige at vi laver et udvalg og en ministerpost der hedder IT. Det kunne faktisk være at gøre sagen en bjørnetjeneste.

Folketinget har i årevis kæmpet med at forholde sig til EU-politikken. I erkendelse af, at EU-politik også i høj grad er indenrigspolitik. Derfor er EU-sager på dagsordenen i alle Folketingets udvalg. På tilsvarende bør informationsteknologi være på dagsordenen i alle Folketingets udvalg. Hvert enkelt udvalg bør tage emnet op og forholde sig til, hvordan informationsteknologien påvirker det pågældende områdes arbejde. Og derefter formulere en fremadrettet og langsigtet plan for udvikling af informationsteknologi i Danmark. Hvis ikke vi gør det mister vi terræn i fremtidens benhårde konkurrence.

I USA er informationsteknologi et varmt politisk emne som de to præsidentkandidater slås om. Begge kandidater fremlægger bud på hvordan USA skal begå sig i fremtidens videnssamfund. I Sverige er emnet på den politiske dagsorden på en helt anden måde end herhjemme. Svenskerne frembringer offensive planer bakket op af penge til gennemførelsen. Det er ikke noget tilfælde, at netop de to lande er helt fremme i bussen hvad angår udviklingen af informationsteknologi. Det skal vi også være i Danmark.


MHP

Andre nyheder:
30. oktober 2007
30. oktober 2007
30. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
26. februar 2004
31. oktober 2003
27. oktober 2003
16. april 2002
17. september 2001
11. september 2001
4. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
28. marts 2001
Dudal Webdesign