Meninger

Specialisering i det danske forsvar
- et radikalt oplæg til modernisering af det danske forsvar i en international sammenhæng, november 2001


Sammenfatning
Det Radikale Venstre ønsker at modernisere dansk forsvar, så det kan møde fremtidens udfordringer på internationalt plan. Dansk forsvar skal indrettes, så det kan yde et substantielt bidrag til internationale operationer. Det gøres bedst i et nært og forpligtende samarbejde med vore nærmeste allierede.

I dette oplæg fremlægger Det Radikale Venstre sit bud på, hvordan det danske forsvar inden for rammerne af en aftale om specialisering og arbejdsdeling med vore allierede kan forbedre det danske bidrag til internationale operationer på områder, hvor vore kompetencer stemmer overens med NATO-alliancens kapacitetsproblemer.

Oplæggets væsentligste hovedpunkter er:

Danmark skal arbejde for, at der indgås en specialiseringsaftale inden for NATO, hvor man identificerer hvilke områder de enkelte medlemslande skal specialisere sig i for at imødegå alliancens aktuelle kapacitetsproblemer.

En specialiseringsaftale har til hensigt at forstærke Danmarks bidrag til internationale operationer.

Specialisering betyder, at visse enheder inden for de tre værn nedprioriteres, mens andre opprioriteres. De enheder, der først og fremmest har til formål at forsvare dansk territorium nedprioriteres som følge af den formindskede sikkerhedspolitiske trussel mod dansk territorium. De enheder, der vil kunne yde et væsentligt bidrag til internationale operationer opprioriteres i overensstemmelse med NATO’s behov.

Forsvarets nuværende struktur skal gennemgås nøje med henblik på rationaliseringsgevinster ved nedbrydning af uhensigsmæssige værnsbarrierer.

Hæren skal nedprioritere de middeltunge kampvogne til fordel for mere mobile enheder med lettere kampvogne. Den Danske Internationale Brigade skal gøres mere fleksibel, så den bedre kan varetage humanitære og politimæssige opgaver.

Søværnet skal satse på fleksible støtteskibe og der foreslås oprettet en fælles svensk-tysk-dansk maritim Østersø-enhed.

Flyvevåbnets kapacitet af jagerfly beskæres til fordel for flere transportfly, som underlægges en fælles lufttransportkommando, evt. i samarbejde med Tyskland eller Storbritannien.

Hjemmeværnet skal nedlægges.

Danmark skal deltage i EU’s forsvarsdimension.

Det Radikale Venstre vil sætte specialisering på den politiske dagorden i forbindelse med forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag og næste forsvarsforlig.


1. Indledning
I en moderne verden er forsvarspolitik ikke længere udelukkende et nationalt anliggende. Forsvarspolitik og sikkerhedspolitik er vævet ind i hinanden, og dansk sikkerhed afhænger af vore nærmeste nabolandes sikkerhed og af vores egen og vore partneres evne og vilje til solidarisk at hjælpe hinanden. I vores del af verden er trusler mod fred og sikkerhed et regionalt problem, som ingen lande kan være upåvirket af. Imødegåelse af trusler, også med militære midler, er derfor et regionalt anliggende.

Kravene til dansk forsvar er anderledes nu end under den kolde krig. Behovet for et stærkt nærforsvar er trådt i baggrunden til fordel for en satsning på internationalt engagement. Det danske forsvar har allerede de senere år bevæget sig i den retning med bl.a. oprettelsen af Den Danske Internationale Brigade (DIB), etableringen af FN-udrykningsstyrken SHIRBRIG og et tæt militært samarbejde med såvel NATO-partnere som ikke-NATO-lande rundt om Østersøen.

Det Radikale Venstre er stolt over de danske soldaters indsats i verdens brændpunkter. Vi ønsker at det danske forsvar skal kunne spille en endnu mere aktiv rolle. Samarbejdet om krisestyringsopgaver kan udføres langt mere konsekvent end tilfældet er i dag gennem et mere integreret forsvarssamarbejde med vore nærmeste allierede og partnere. Folketinget skal naturligvis stadig have den endelige beslutningskompetence hvad angår dansk deltagelse i internationale operationer. Vi skal forbeholde os retten til at sige nej til at deltage i operationer, men generelt har vi som et lille land med begrænsede ressourcer mest gavn af, at man solidarisk står sammen med sine alliancepartnere.

Det vil betyde en mere rationel og ressourcebevidst anvendelse af midlerne på det eksisterende forsvarsbudget og forbedre mulighederne for en hurtig og effektiv indsats, når det brænder på.

Det Radikale Venstre indgår i det nuværende forsvarsforlig, som gælder frem til udgangen af 2004. Vi står ved forliget, men vi finder samtidig, at det er på sin plads at tage en grundig debat om de langsigtede perspektiver for dansk forsvar i god tid inden næste forsvarsforlig. Derfor bør specialisering på dagsordenen nu.


2. Hvad menes der med specialisering?
Tidligere rådede de fleste lande over stort set alle typer af våben, både af nødvendighed og af national stolthed. Det bør ikke længere være nødvendigt, al den stund at et tæt internationalt samarbejde er den væsentligste faktor, når det handler om at forebygge eller løse kriser, der truer den fælles sikkerhed.

Tilmed går den våbenteknologiske udvikling så hurtigt, at det er både svært og omkostningstungt for et lille land som Danmark at følge med på alle områder.

Pointen er, at det behøver vi heller ikke. Forsvaret skal indrettes efter devisen: Vi skal ikke kunne alt, men vi skal være gode til det, vi gør. En specialisering og arbejdsdeling mellem landene inden for NATO og sidenhen EU kan være midlet til at opnå målet: at kunne løse krisestyringsopgaver hurtigt og effektivt med de ressourcer, landene har til rådighed.

Med specialisering og arbejdsdeling menes, at Danmark i samarbejde med nærtstående militære partnere identificerer, hvilke opgaver det enkelte land mest hensigtsmæssigt kan bidrage med, især i forbindelse med internationale operationer. Der er ingen grund til at alle lande råder over det samme udstyr. Der er derimod fornuft i at satse på områder, hvor der er behov for en udbygning af den samlede kapacitet, og hvor det enkelte land har særlige kompetencer at tilbyde. Det vil endvidere være hensigtsmæssigt med et intensiveret samarbejde mellem grupper af lande om fælleskommandoer og materielvedligeholdelse.

For Danmarks vedkommende betyder specialisering en fortsat opretholdelse af de tre værn, ligesom de enkelte enheder inden for værnene som udgangspunkt bør opretholdes. Men vi finder det hensigtsmæssigt at koncentrere ressourcerne således, at man inden for hvert værn specialiserer sig på særlige områder og nedprioriterer andre enheder.

Forsvarets ressourcer skal anvendes, hvor de gør størst mulig nytte, især i forhold til danske bidrag til internationale operationer. Det kunne eksempelvis være hensigtsmæssigt at allokere ressourcerne derhen, hvor NATO har de største kapacitetsproblemer.

Der er allerede tegn på at udviklingen går i retning af specialisering og arbejdsdeling mellem flere europæiske lande. Holland og Tyskland har etableret en fælles lufttransportkommando, og det hollandske og belgiske flyvevåben samarbejder tæt på en bred vifte af områder. Som et lille land vil Danmark have stor gavn af at deltage i et tæt militært samarbejde, hvor de forskellige lande bidrager inden for deres særlige kompetenceområder.

Danmark bør i god tid inden næste forsvarsforlig skal træde i kraft i 2005 undersøge mulighederne for en specialisering med nære militære samarbejdspartnere. Konsekvenserne af og mulighederne for en specialisering, samt de foreløbige udenlandske erfaringer med specialisering, bør underkastes en nøje vurdering, eventuelt i tilknytning til den undersøgelse, som Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) er i færd med at foretage og som forventes afsluttet ultimo 2001.

Derfor foreslår Det Radikale Venstre, at:

Specialisering skal på den forsvarspolitiske dagsorden herhjemme.

Der i forbindelse med næste forsvarsforlig foretages en nøje vurdering af konsekvenserne og mulighederne for specialisering, herunder de foreløbige udenlandske erfaringer.


3. De internationale rammer for en specialisering
Dansk forsvar indgår i forvejen i et net af samarbejder på tværs af landegrænserne. Danmark har tilmeldt styrkebidrag for alle tre værn til NATO’s reaktionsstyrker, for hærens vedkommende i et meget tæt samarbejde med den britiske 1. UK Division. Der er etableret et multinationalt korps (MNC NE) med hovedkvarter i Szczecin i Polen, hvortil Danmark, Tyskland og Polen bidrager. Der er desuden indledt et nordisk forsvarssamarbejde (NORDCAPS) om bidrag til internationale fredsstøttende operationer i regi af FN, OSCE, NATO eller EU. Som følge af EU-forsvarsforbeholdet kan Danmark ikke deltage i EU-operationer, hvorfor Storbritannien i givet fald vil bidrage i stedet for Danmark. Endelig samarbejder Danmark tæt med de baltiske lande om uddannelse af soldater til internationale operationer. Samarbejdet omfatter både NATO-lande og lande, der ikke er medlem af NATO.

En international diskussion om specialisering mellem de europæiske landes forsvar bør naturligt tage udgangspunkt i NATO. Her er samarbejdet i forvejen integreret og kommandostrukturen formaliseret.

NATO-topmødet i Washington i 1999 vedtog femårs-programmet Defence Capabilities Initiative (DCI), der har til hensigt at imødegå alliancens aktuelle kapacitetsproblemer. DCI sætter fingeren på NATO’s ømme punkter: strategisk transport, efterretningsindhentning og en række højteknologiske områder.

Danmark og de øvrige NATO-lande bør i forlængelse af DCI-programmet identificere de områder, hvor det enkelte land har særlige kompetencer, samt drøfte i hvilket omfang en specialiseringsmodel kan afhjælpe de konstaterede kapacitetsproblemer. Danmarks fokus bør naturligt ligge der, hvor vi kan få en signifikant betydning for alliancens muligheder for at handle.

Den europæiske forsvarsdimension (ESDP) er under udvikling. 29 europæiske lande - EU-medlemslande, EU-kandidatlande og NATO-lande uden for EU - har tilmeldt styrker til EU’s udrykningsstyrke på ca. 60.000 mand. Styrken skal inden udgangen af 2003 være parat til at blive udsendt med 60 dages varsel til krisestyringsopgaver i en periode af op til et års varighed. Danmark har som det eneste land ikke tilmeldt bidrag til styrken på grund af vort forsvarsforbehold.

Det er Det Radikale Venstres opfattelse, at EU’s forsvarsdimension kommer til at spille en meget vigtig rolle, når det gælder krisestyring i fremtiden. Med erklæringerne fra topmøderne i Helsingfors i december 1999 og Nice i december 2000 ligger det fast, at EU’s forsvarsdimension ikke får til opgave at varetage territorialforsvaret af medlemslandene. EU’s udrykningsstyrke skal i stedet tage sig af krisestyringsopgaver til gavn for den fælles sikkerhed uden at duplikere NATO’s opgaver og kommandostrukturer. EU kan træde til med brug af NATO-udstyr, hvor NATO-alliancen som helhed ikke er involveret, og meget tyder på, at EU i fremtiden vil blive bedt om at udføre fredsbevarende opgaver på vegne af FN. EU’s forsvarsdimension lægger stor vægt på samspillet mellem militære og civile krisestyringsredskaber, og dette vigtige arbejde bør Danmark deltage i gennem en ophævelse af forsvarsforbeholdet.

EU’s forsvarsdimension kunne være oplagt til at afprøve specialiseringstanken i praksis. Udrykningsstyrken skal opbygges fra grunden og kapacitetsproblemerne er grundlæggende de samme som i NATO. Det oplagte svar på problemerne er specialisering.

Derfor foreslår Det Radikale Venstre, at:

Danmark og de øvrige NATO-lande drøfter hvorledes en specialiseringsaftale kan afhjælpe alliancens kapacitetsproblemer.

Opbygningen af EU’s udrykningsstyrke til krisestyringsopgaver foretages efter specialiseringsprincippet.

Danmark efter en folkeafstemning fuldt og helt deltager i EU’s forsvarsdimension gennem en ophævelse af forsvarsforbeholdet.


4. Omlægninger inden for de enkelte værn
Uanset om specialiseringstanken viser sig at være realisabel inden for en overskuelig årrække eller ej, bør forsvarets struktur granskes nøje med henblik på at finde rationaliseringsgevinster. Det kan f.eks. ske ved at lade funktioner, der i dag ligger inde under de enkelte værn, overgå til det værnsfælles område, og målet er at frigive midler til de nødvendige materielindkøb til Danmarks internationale indsats.

I dag har hvert værn to kommandoer: en operativ/taktisk kommando og en materielkommando. Det bliver seks i alt, og det bør undersøges, i hvilket omfang der kan opnås rationaliseringsgevinster ved en sammenlægning af de tre værns materielkommandoer og operative kommandoer. Desuden vil det være oplagt at overveje, om nogle af forsvarets 16 skoler med fordel kunne placeres under samme tag. Uhensigtsmæssige værnsgrænser skal fjernes, eksempelvis hvad angår reparation og vedligeholdelse af forsvarets køretøjer inden for hver lokalforsvarregion.

Samtidig kunne man som led i et mere integreret forsvarssamarbejde på europæisk plan gå sammen om vedligeholdelse af fly med de lande, der anvender de samme flytyper. Det vil spare samtlige lande for en del ressourcer, som kan anvendes på de nødvendige materielindkøb.

For de enkelte værns vedkommende bør følgende omlægninger overvejes som følge af en bredere europæisk specialiseringsplan:


Hæren
Hæren har gennemgået store strukturelle omlægninger i løbet af 1990’erne med henblik på at geare det til løsning af internationale opgaver. Den Danske Internationale Brigade (DIB), som blev oprettet på bl.a. radikalt initiativ, har udgjort Danmarks hovedbidrag i forbindelse med de internationale operationer, som vi har deltaget i. DIB’en indgår som fast element i Danmarks bidrag til NATO’s reaktionsstyrker og har på trods af visse rekrutteringsvanskeligheder været en succes.

Det er vigtigt, at Danmark deltager med den viden og erfaring i løsning af internationale konflikter rundt omkring i verden, som vi har. Og de internationale operationer har fået langt større vægt de senere år. Det har også betydning for hærens materielindkøb.

Fra operationerne på Balkan ved vi, at mobilitet i forskellige terræner er afgørende og at relativt tunge kampvogne ikke er særligt velegnet til bjergrigt terræn. Den danske hær råder pt. over 18 middeltunge Leopard 2A4 kampvogne, der hver vejer 54 tons, samt 230 middeltunge Leopard 1A5 kampvogne, der ganske vist er lidt mindre end 2A4’eren. Yderligere 33 af de store Leopard-kampvogne er under indfasning.

De middeltunge kampvogne er ikke en mangelvare i NATO’s sortiment. De er tilmed mere velegnede til den jyske hede end til Kosovos bjergveje. Udviklingen bør efter Det Radikale Venstres opfattelse gå i retning af mere mobile enheder, der kan indsættes i svært tilgængeligt terræn. Det bør afspejle sig i hærens materielinvesteringer. Der skal satses på mindre kampvogne og bedre pansrede mandskabsvogne af hensyn til personellets sikkerhed.

Der skal ikke herske tvivl om at de egentlige militærfaglige discipliner fortsat skal udgøre omdrejningspunktet for DIB’ens arbejde. Men ved at gøre DIB’en mere fleksibel end tilfældet er i dag, vil den kunne deltage i endnu flere opgaver. For Danmarks vedkommende er der gode muligheder for at udvikle en kapacitet og ekspertise på de områder, der i dag er underprioriteret.

Fremtidens DIB bør øge fokuseringen på de humanitære opgaver, minerydning, felthospitaler, politiindsats (riot control) samt ingeniøropgaver.

Pointen er, at civile og militære krisestyringsinstrumenter bør gå hånd i hånd i fremtidens internationale indsats. Krisestyringsopgaver kræver en bred vifte af kompetencer lige fra de ”hårde” militære til de mere ”bløde” humanitære opgaver. Det skal være muligt at indsætte enheder med kort varsel i forbindelse med etablering af grundlæggende infrastrukturelle opgaver i kriseramte områder efter at eventuelle krigshandlinger er ophørt. Derfor bør en professionaliseret international beredskabskorpsenhed naturligt indgå som et fast element i DIB’en.

Når Beredskabskorpset bør indgå i DIB’en er det i denne sammenhæng ud fra et ønske om dels at skabe en hensigtsmæssig styringsstruktur og dels at understrege betydningen af det humanitære krisestyringsperspektiv.

Derfor foreslår Det Radikale Venstre, at:

Hæren nedprioriterer de middeltunge kampvogne til fordel for lettere kampvogne, der uden at gå på unødigt kompromis med ildkraften bedre kan operere i kuperet terræn.

At DIB’en gøres mere fleksibel gennem en stærkere fokusering på kompetencerne på det politimæssige og humanitære område, så som riot control, etablering af infrastruktur, minerydning samt felthospitaler.

Beredskabskorpset skal have sin egen enhed som fast element i DIB’en.


Søværnet
Danmark deltog i begyndelsen af 1990’erne med korvetten Olfert Fischer i Den Persiske Golf som led i krigen mod Irak. Den internationale indsats er fra søværnets side fortsat med bl.a. embargoen mod Jugoslavien i Adriaterhavet og senest med beslutningen om at sende korvetten Niels Juel til Middelhavet.

Søværnet er i fuld gang med de nødvendige omlægninger, der skal sikre et effektivt bidrag til den internationale indsats. Det er der også behov for. De nuværende enheder i søværnet er enten taget i brug eller projekteret under den kolde krig, og de er derfor ikke optimale til de nuværende internationale opgaver.

For eksempel er søværnets største kampenheder, de tre korvetter, bygget til operationer af kortere varighed i Østersøen: De er meget kompakte for at optimere slagkraften i forhold til den relativt begrænsede størrelse. Ulempen er til gengæld, at de ikke kan medbringe de nødvendige forsyninger til langvarige internationale operationer.

For Standard Flex-patruljeskibenes vedkommende gælder, at de er bygget med særligt henblik på de lave og snævre danske farvande. Deres beskedne størrelse gør dem svære at flytte langt væk fra danske farvande. Til gengæld er princippet bag Standard Flex fornuftigt: På få timer kan skibet ombygges fra f.eks. torpedobåd til minelægger.

Dette princip videreføres i større målestok i de projekterede fleksible støtteskibe, der er specialdesignede til internationale operationer. De fleksible støtteskibe vil kunne anvendes til transport af tropper og materiel, evakueringsaktioner og embargo-operationer, og de vil have den tilstrækkelige størrelse til at kunne operere i længere tid ad gangen. Denne fartøjstype vil naturligt udgøre grundstammen i søværnets fremtidige internationale indsats.

Danmark bør satse der, hvor vi har særlige ekspertiser og kompetencer i forhold til vore allierede, og søværnet har gode kort på hånden. Mange års erfaring med operationer i de danske farvande betyder, at det danske søværn er eksperter i kystnære operationer - en ekspertise, der f.eks. er stærkt efterspurgt i forbindelse med internationale embargo-operationer.

Det Radikale Venstre har hidtil været skeptisk indstillet over for opretholdelsen af et dansk ubådsvåben. Det er vi fortsat. Set i lyset af, at NATO’s samlede kapacitet af ubåde til operationer på små vanddybder er relativt beskeden, vil det være nødvendigt, at nogle af landene opretholder denne kompetence. Om Danmark skal bidrage hertil, er for tidligt at afgøre, men en beslutning herom bør naturligt træffes i sammenhæng med en vurdering af specialiseringsmulighederne i NATO.

Det Radikale Venstre ser perspektiver i at oprette en fælles flådestyrke i samarbejde med Sverige og Tyskland, der ud over at varetage overvågningsoperationer i bl.a. Østersøen kan fungere som fælles bidrag til internationale operationer med kystnære operationer som speciale. Hvert land kan således bidrage med de enheder, der er mest relevante.

Derfor foreslår Det Radikale Venstre, at:

Søværnets særlige ekspertise i forbindelse med kystnære operationer skal bevares og udbygges gennem satsning på fleksible støtteskibe.

En beslutning om fortsat opretholdelse af et dansk ubådsvåben bør baseres på en vurdering af mulighederne for specialisering og det samlede kapacitetsbehov i NATO.

Der oprettes en fælles Østersø-flådestyrke i samarbejde med Sverige og Tyskland, som kan udgøre grundstammen i fremtidige internationale operationer.


Flyvevåbnet
I forbindelse med forsvar og overvågning af det danske luftrum har flyvevåbnet stadig vigtige opgaver, herunder afvisningsberedskabet samt transport-, inspektions- og redningsopgaver. Flyvevåbnet rummer et stort potentiale i forhold til at kunne bidrage effektivt til internationale operationer, hvis der foretages de nødvendige omlægninger som led i en international specialisering.

Kernen i flyvevåbnet er de 68 F16-jagerfly, som Danmark anskaffede i løbet af det sidste tiår af den kolde krig. I og med at den direkte trussel mod dansk territorium er forsvundet, er det rimeligt at se på, om sammensætningen af enhederne i flyvevåbnet fortsat er hensigtsmæssig.

Antallet af jagerfly er dimensioneret til den kolde krig, hvor Danmark stod over for en umiddelbar og veldefineret fjende, der truede dansk territorium. Dengang udfyldte F16-flyene sin plads. Det gør de ikke længere. Det er ikke længere nødvendigt at råde over et så betragteligt antal jagerfly til den nødvendige myndighedsudøvelse i dansk luftrum.

Danmark har tilmeldt en eskadrille på 16 F16-fly til NATO’s reaktionsstyrker. Flyvevåbnet deltog med seks F16-fly i NATO’s operation mod Jugoslavien i 1999, men de udførte kun defensive opgaver. Selv om man ikke skal underkende den signalmæssige værdi heraf, var det danske F16-bidrag til Kosovo-operationen således mere af symbolsk betydning.

Flyvevåbnets F16-fly er ved at gennemgå en såkaldt Mid-life Update, der skal sikre flyene et rimeligt operationsniveau resten af deres levetid. Men inden for en overskuelig årrække skal afløseren for F16 findes. De potentielle materielinvesteringer i nye jagerfly er betydelige, hvilket mere end nogensinde kalder på en benhård prioritering inden for det nuværende budget.

Det Radikale Venstre finder, at der ikke er behov for at oppebære et stort antal jagerfly i det danske flyvevåben. Jagerflyene bør primært anvendes til suverænitetshævdelse af dansk luftrum, og antallet af jagerfly bør derfor beskæres i forbindelse med næste forsvarsforlig eller senest ved indkøb af nye jagerfly til afløsning af F16.

Der er generelt ikke mangel på jagerfly i NATO, og under alle omstændigheder vil det være bekosteligt for mindre lande at holde trit med den nødvendige teknologiske udvikling. Danmark vil næppe under nogen omstændigheder kunne yde andet end et beskedent jagerfly-bidrag til internationale operationer. Men der derimod et andet felt, hvor Danmark, på grund af alliancens kapacitetsproblemer, kan yde et markant bidrag ved internationale krisestyringsopgaver. Det drejer sig om transport af tropper og materiel.

Transportfly er pt. en mangelvare i den europæiske del af NATO. Dermed er EU-udrykningstyrkens mulighed for at reagere hurtigt også handicappet. Kapacitetsprobelmerne vedrørende strategisk transport så vi under Kosovo-krisen, hvor NATO havde problemer med at få tropper og materiel frem til området inden for en rimelig tidsfrist.

Her vil Danmark, gennem en betragtelig udvidelse af den nuværende flåde på tre, snart fire Hercules C-130 transportfly, kunne levere et substantielt bidrag ved fremtidige internationale operationer. Det danske flyvevåben vil med andre ord kunne gå fra at yde et beskedent bidrag til at gøre en mærkbar forskel.

I Europa er der allerede tegn på et udvidet samarbejde mellem nogle af landene på lufttransportområdet. Tyskland og Holland er gået foran med planer om etablering af en fælleskommando, og det er en tendens, der formentlig vil blive forstærket i takt med, at EU’s krisestyringskapacitet tager form. Tysklands forsvarsminister Rudolf Scharping har ligefrem været fortaler for etableringen en fælles lufttransportkapacitet under fælles kommando i tilknytning til EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP). Danmark bør indgå i en arbejdsdeling herom med sine nærmeste militære partnere, i første omgang, så længe EU-forsvarsforbeholdet gælder, i NATO-regi. Der vil således være megen fornuft i at deltage i en fælles lufttransportkommando i samarbejde med Tyskland eller Storbritannien.

Derfor foreslår Det Radikale Venstre, at:

Den danske kapacitet af jagerfly beskæres, enten i forbindelse med næste forsvarsforlig eller senest ved anskaffelse af afløseren for F-16.

Flyvevåbnet udbygger sin lufttransportkapacitet betydeligt for derigennem at kunne yde et væsentligt bidrag til internationale krisestyringsopgaver.

Der arbejdes på at etablere en fælles lufttransportkommando med en eller flere af Danmarks nærmeste militære samarbejdspartnere.


Hjemmeværnet
Hjemmeværnet er et levn fra den kolde krig, hvor man fandt det vigtigt at have et stort, frivilligt værn med et betydeligt lokalkendskab. Med den nuværende sikkerhedspolitiske situation er det svært at finde argumenter for nytten af de ca. 670 mio. kr., der årligt anvendes på Hjemmeværnet.

Hjemmeværnet opretholder et medlemstal på 61.000, men dets reelle værdi kan ikke måle sig med tallet. De ca. 10.000 yngste og de mest kampduelige af Hjemmeværnets medlemmer indgår i forvejen i forsvarets mobiliseringsstyrke, og skal i tilfælde af krise eller krig stille ved de enheder, hvor de har aftjent værnepligt. Denne gruppe er derfor ikke engang reelt til rådighed for Hjemmeværnet, hvis det brænder på.

Tilmed bygger Hjemmeværnets aktivitet og kvalifikationsniveau på det enkelte medlems motivation, og det er offentligt kommet frem, at Hjemmeværnet har haft problemer med at opfylde de lovbestemte uddannelseskrav.

Det Radikale Venstre finder, at Hjemmeværnets midler kunne anvendes med langt større nytte andre steder i Forsvaret. Dets opgaver bør derfor overgå til forsvarets øvrige værn.

Derfor foreslår Det Radikale Venstre, at:

Hjemmeværnet nedlægges og dets opgaver og midler overgår til det øvrige forsvar.


5. Det skal nytte
Det Radikale Venstre er ofte blevet beskyldt for at ville skære forsvaret ned til sokkeholderne og stikke blomster i geværløbene. Det er en forestilling, der ligger milevidt fra en moderne radikal forsvarspolitik. Verden har forandret sig de seneste 10 år, og vi er fulgt med.

Det Radikale Venstre vil modernisere det danske forsvar. Vi er tilhængere af et forsvar, der nytter. Forsvaret skal kunne varetage sine nationale og internationale opgaver på en ordentlig måde. Der skal selvsagt ikke bruges flere penge på forsvaret end nødvendigt, men vi vil gerne sikre, at vi får mest muligt for pengene.

Forsvarets internationale opgaver gør det urealistisk at tale om nogen nævneværdig ”fredsdividende” efter den kolde krig. Hvis det blot handlede om forsvaret af dansk territorium, ville forsvaret rimeligvis kunne beskæres kraftigt. Men Det Radikale Venstre støtter helhjertet forsvarets internationale engagement. Derfor skal forsvaret, inden for rammerne af en overordnet samfundsøkonomisk prioritering, også have de nødvendige ressourcer.

Forsvarets internationale engagement er vigtigt. Og det handler ikke kun om krudt og kugler. Det Radikale Venstre ønsker, at det danske forsvar bruger sin ekspertise til at løse endnu flere humanitære opgaver i spændingsfeltet mellem civil og militær krisestyring, så som minerydning, logistisk støtte til nødhjælp og genopbygning mv. Også her vil forsvaret kunne gøre stor nytte.

Som i alle andre dele af det offentlige er det nødvendigt at se på, hvor der mest hensigtsmæssigt kan omstruktureres, og hvor der kan hentes rationaliseringsgevinster. Forsvaret er ikke fredet, når alle andre sektorer må holde for. Der skal ske omlægninger og strukturændringer, og forsvarets midler skal prioriteres hårdt, ikke mindst set i lyset af, at den internationale indsats kræver ret betydelige materielinvesteringer de kommende år.

Spørgsmålet om specialisering og arbejdsdeling mellem Danmark og vore allierede er netop udtryk for denne prioritering. Vi kan lige så godt erkende, at vi ikke er store nok til at kunne det hele selv. Men vi er heller ikke bange for et forpligtende militært samarbejde med nære allierede. De europæiske lande vil kunne udnytte de ressourcer, der er afsat til forsvarsopgaver, langt mere optimalt ved en konsekvent specialisering. Derfor er det efter vores opfattelse udtryk for sund fornuft.

Det Radikale Venstre er villig til at se nøgternt og fordomsfrit på forsvaret og dets struktur. Vi er åbne over for alle konstruktive forslag, der kan medvirke til at dansk forsvar indrettes, så det kan yde den bedst mulige indsats i forbindelse med internationale krisestyringsoperationer i samarbejde med vore militære samarbejdspartnere.

Derfor vil Det Radikale Venstre sætte spørgsmålet om specialisering på den politiske dagsorden. Både når det gælder et kommende regeringsgrundlag og ved forhandlingerne om det næste forsvarsforlig.