0


Udspil: Tid til de mindre erhvervsdrivende
16. november 2001
7 Radikale prioriteter giver overskud til de små og mellemstore virksomheder
- et radikalt erhvervsoplæg om administrativt bøvl, 16. november 2001


Det Radikale Venstre lægger stor vægt på erhvervspolitik. Finansieringen af fremtidens velfærdssamfund er afhængig af danske virksomheders beskæftigelse, eksport og internationalisering. Det er et udgangspunkt for radikal erhvervspolitik, at de grundlæggende rammevilkår skal være i orden for virksomhederne. Disse rammevilkår omfatter sikringen af en veluddannet arbejdsstyrke, fokus på livslang kompetenceudvikling, forskningsmiljøer på et højt internationalt niveau, et fleksibelt arbejdsmarked og god infrastruktur. Den ansvarlige økonomiske politik, som Det Radikale Venstre har været garant for i snart 20 år, har været et godt grundlag for disse rammevilkår for virksomhederne. En fortsat ansvarlig økonomisk politik biddrager samtidig til den stabilitet, som også er et rammevilkår for virksomhederne.

Den politiske dagsorden har en tendens til at fokusere på høj-profilerede sektorer og virksomheder i Danmark: IT-sektoren, medicinalsektoren og telesektoren. Giga, Novo Nordisk, TDC, ”Gazelle-virksomheder” med enorme vækstrater og Polle-fra-Snave varemærker har den politiske fokus og sætter ofte dagsordenen, når dansk erhvervsliv skal sikres vækstbetingelser og profileres nationalt og internationalt.

Dette snævre fokus har betydet, at de mange små og mellemstore virksomheder i håndværkserhvervene, detailhandelen og serviceindustrien ofte har været tilsidesat på den politiske dagsorden. Dette er sket på trods af, at små virksomheder repræsenterer et stort vækstpotentiale, der lokalt får hjulene til at snurre rundt og skaber arbejdspladser og udvikling i mange byer og lokalsamfund.

De små virksomheder skal ikke længere føle sig oversete. De repræsenterer tværtimod mulighederne, dynamikken og levekraften i et erhvervsliv, hvor innovation og vækst kommer nedefra.

Det Radikale Venstre vil gøre livet lettere for de små og mellemstore virksomheder på to måder:
I) Vi vil mindske administrationsbyrden for de små virksomheder og skære i det daglige bøvl.
II) Vi vil fokusere systematisk på kompetenceopbygning og virksomhedsudvikling for at sikre, at dansk erhvervsliv også i fremtiden repræsentere det lokale omdrejningspunkt og et økonomiske fremskridt.

I dette udspil vil vi præsentere 7 konkrete forslag der vil gøre livet lettere for de små og mellemstore virksomheder i Danmark.

I) Mere overskuelighed – mindre bøvl
1) Al erhvervslovgivning skal træde i kraft på et bestemt tidspunkt
2) Stop for unødvendige indberetninger til det offentlige
3) Styrkelse af IT-administration og digital forvaltning

II) Klogere erhvervsfremmetilbud og kompetenceudvikling i virksomhederne
4) Styrk iværksættermulighederne
5) Styrk hjælpen til virksomheder der er gået ned
6) Brugerstyring, klarhed og fairness omkring offentlige tilskud
7) Nydanskere er en ressource for mindre virksomheder
I) Mere overskuelighed – mindre bøvl
1) Al erhvervslovgivning skal træde i kraft på samme tidspunkt
Mange små og mellemstore virksomheder mener, at strømmen af ny lovgivning fra Folketinget er uoverskuelig. Hvert år vedtages en række nye love, og en række andre love og regler bliver løbende revideret og korrigeret. Det Radikale Venstre foreslår, at lovgivning for virksomheder som udgangspunkt træder i kraft én eller to gange om året, f.eks. 1. januar og 1. juli. Dermed får virksomhederne mulighed for at planlægge ud fra status på disse tidspunkter. Ved akutte situationer og nødværge, skal der kunne undtages fra denne regel.

2) Stop unødvendige indberetninger til det offentlige
Indberetninger til det offentlige og til Danmarks Statistik er en unødvendig administrative byrde i de daglige arbejde for mange små og mellemstore virksomheder. Virksomheder oplever ligeledes, at udfyldte skemaer aldrig reelt bliver brugt af myndighederne. Det Radikale Venstre foreslår, at de oplysninger der skal indberettes til f.eks. Danmarks Statistik og Eurostat, begrænses til et absolut minimum. Det skal samtidig undersøges hvilke oplysninger som myndighederne kan hente andre steder, f.eks. fra momsregistreringen. Desuden skal antallet af offentlige myndigheder der har lov til at bede om oplysninger og indberetninger begrænses mest muligt.

3) Styrkelse af IT-administration og digital forvaltning
Der er fortsat for mange barrierer i vejen for en bedre interaktiv udveksling af informationer mellem myndighed og virksomhed. Det Radikale Venstre foreslår, at den offentlige forvaltning digitaliseres, og at der udvikles en elektronisk signatur, som borgere og virksomheder med sikkerhed kan benytte i deres kontakt med det offentlige. Derudover skal der være mulighed for sikre overførsler af data og penge til det offentlige, til f.eks. betaling af moms og afgifter. Alle virksomhedens indrapporteringer til Told&Skat, forsikring og pension skal forenkles så virksomhedens administration kan ordnes med så få transaktioner til det offentlige som muligt, gerne gennem én enkelt indgangsport til samtlige myndigheder. I forbindelse med medarbejderadministration og nyansættelser skal systemet med LetLøn udbygges, så den lille virksomhed kan nøjes med at indbetale ét beløb, der indeholder alle skatter, afgifter og andre udgifter i forbindelse med medarbejdere.

II) En klogere erhvervsstøtte og kompetenceudvikling i virksomhederne
4) Styrk iværksættermulighederne
Det Radikale Venstre ønsker at styrke de økonomiske incitamenter til at etablere egen virksomhed – i øjeblikket er der ikke et rimelig forhold mellem den risiko der tages, og den belønning der kan opnås som iværksætter. Personskatterne skal sættes ned, og vilkårene for privates investeringer i aktier skal forbedres. Begge ønsker tilgodeses med det radikale skattereformsforslag, der indebærer fjernelse af bundskat, halvering af mellemskat og færre borgere, som skal betale mellem- og topskat. På aktie- og kapitalområdet erstattes det nuværende virvar af regler med skatteprocenter på op til 59% med en sats svarende til kommuneskatten. Dvs. et landsgennemsnit på ca. 32%. reglerne for generationsskifter i erhvervslivet kan smidiggøres udover den klare lempelse som var en del af finanslovsaftalen for 2001.

5) Styrk hjælpen til virksomheder der er gået ned
Det Radikale Venstre ønsker også at række en hjælpende hånd til iværksættere der én gang er gået konkurs, men som ønsker at starte op igen. Disse personer sider ofte inde med meget værdifuld erfaring fra første opstartsperiode. Derfor skal et ekspertudvalg undersøge mulighederne for en mere lempelig tilbagebetaling af gæld i tilfælde af konkurs. Konkursryttere skal ikke have bedre muligheder, men vi finder det uheldigt, hvis det danske samfund går glip af det økonomiske potentiale, der ligger i at iværksættere ikke klarer sig ud over den første svære tid, hvor likviditeten ofte er i bund.

6) Brugerstyring, klarhed og fairness omkring offentlige tilskud
Den nuværende rådgivnings- og tilskudsstruktur bør strømlines og forenkles. Det Radikale Venstre vil sikrer, at det bliver nemmere for virksomhederne at finde og anvende de gældende erhvervsfremmetilbud. De færreste mindre virksomheder har tid og ressourcer til at sætte sig ind i tilskudsjunglen for at få andel i offentlige midler eller tilbud om rådgivning. Den nuværende struktur indeholder derfor store rationaliseringsmuligheder. Det Radikale Venstre ønsker at skabe større gennemsigtighed i tilbudsjunglen og sætte fokus på brugerne af de gældende tilbud. Det er virksomhederne der selv bedst ved på hvilke områder de har brug for hjælp. Vi foreslår, at Erhvervsfremmestyrelsen på deres hjemmeside opretter en central søgemulighed hvor virksomheder kan skaffe sig samlet overblik over tilskuds- og rådgivningsordninger der er relevante for den enkelte.

7) Nydanskere er en ressource for mindre virksomheder
Det Radikale Venstre forslår, at integrationsbestræbelserne skal samtænkes med kompetenceudviklingen i små og mellemstore virksomheder. Nydanskere er ikke en belastning for den mindre virksomhed men kan biddrage til en produktivitetsudvikling. Isbryderordningen har været i kraft i flere år, og mange virksomheder har gennem denne ordning haft succes med at ansætte nydanskere under økonomiske støtteordninger. Ordningen skal udvides og videreføres, så virksomheder kan få både økonomisk og administrativ støtte til at ansætte nydanskere. En bedre integration på arbejdsmarkedet er både nøglen til konkurrenceforbedringer i de små virksomheder og nøglen til bedre integration i samfundet.
Andre nyheder:
30. oktober 2007
30. oktober 2007
30. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
26. februar 2004
31. oktober 2003
27. oktober 2003
16. april 2002
17. september 2001
11. september 2001
4. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
28. marts 2001
Dudal Webdesign