Meninger

Ordførertale ved 3. behandlingen af finansloven i Folketinget den 20. marts 2002

Regeringen rammer med kirurgisk præcision stort set alle radikale mærkesager med denne finanslov. Besparelser på uddannelse, ulandsbistand og støtte til landene i Central- og Østeuropa. Besparelser på kultur, miljø og menneskerettigheder giver en finanslov, der ikke peger fremad, men tilbage. Tilbage til en tid, hvor man troede at man kunne lukke øjnene for hvad der sker i verden omkring os. Tilbage til en tid, hvor det internationale ikke spillede så stor en rolle som det gør i dag og i fremtiden.

Det radikale Venstre er uenig i regeringens prioriteringer. Vi lægger vægt på det internationale arbejde, hvor Danmark går i spidsen med hensyn til ulandsbistand. Vi lægger vægt på at ruste Danmark til fremtidens videnssamfund. Det kræver mere uddannelse, ikke mindre. Og vi lægger vægt på omlægning af fremtidens skattesystem så det bedre kan betale sig at arbejde.

Derfor kan det heller ikke overraske at det ikke var muligt at lave et forlig med Det radikale Venstre, når regeringen har en dagsorden fra det forrige århundrede. Forhandlingsforløbet var også rent spil for galleriet. Vi takker for kaffen og chokoladerne i Finansministeriet, men forliget var allerede indgået med Dansk Folkeparti inden kaffen var skænket. Det har regeringen ret til og mulighed for. Det skal der ikke lyde knubbede ord for. Men indholdet af aftalen er perspektivløst. Finansloven sætter på nogle områder tiden i stå – på andre skruer den tiden tilbage.

Regeringens adfærd i forløbet har mindet mig om historien om manden der står og slår hovedet mod en mur med fuldt overlæg. Hvorfor gør du dog det, spurgte en forbipasserende. Jo, fordi det er så dejligt når jeg holder op igen.

På tilsvarende vis med finansloven. Regeringen vil sige at vi bør glæde os over, at nogle af besparelserne på uddannelsesområdet er taget af bordet. At vi burde glæde os over at farcen omkring Det Danske Center for Menneskerettigheder betyder i at vi er nogenlunde tilbage ved udgangspunktet. Hvis man altså ser bort fra en uværdig sjakren med offentlige institutioner, hvor Dansk Folkeparti søger at diktere regeringen, hvilke personer der ikke bør udnævnes. På skatteområdet bliver der udsendt prøveballoner om at Venstres skattestop snart udløber. Og det vil vel snart blive udlagt som en stor sejr at forlade en politik, der fra start af var forkert.

Det radikale Venstre vil gerne hjælpe regeringen med at lade være med at slå hovedet mod muren. Derfor støtter vi at Center for Menneskerettigheder fortsat er uafhængigt. Vi støtter de delvise genopretninger af bevillingerne til uddannelse, men vi kritiserer skarpt, at for eksempel voksenuddannelser rammes hårdt. Og vi støtter tanker om at ændre skattesystemet. Venstres skatteordfører er citeret i Jyllandsposten for at sige, at Venstre vil sænke skatten på mellemindkomst. Det er faktisk hvad Det radikale Venstre har foreslået med sine ændringsforslag. Vi viser at det kan lade sig gøre, hvis man vil prioritere.

Under førstebehandlingen var noget af det mest positive vi kunne sige at regeringen ville overholde målsætningerne om dansk økonomi frem til år 2010. Men efterfølgende er vi blevet noget skeptiske. Vi er kommet i tvivl om hvorvidt regeringen nu også vitterligt er i stand til at overholde målsætningerne. Dagen i dag er en god anledning til at få klare svar fra Finansministeren.

Statsministeren har udtalt, at regeringen vil sænke indkomstskatten fra 2004. Det er en målsætning vi har haft gennem længere tid i Det radikale Venstre. Vi har tidligere fremlagt vores eget forslag. Og i vores ændringsforslag til finansloven sænker vi skatten på mellemindkomst.

Det vil regeringen ikke. Statsministeren har udtalt at lettelserne skal finansieres med de penge, der bliver tilovers, når renteudgifterne på Danmarks gæld falder år for år. Men hvis regeringen vil finansiere lavere skatter på arbejde ved at inddrage sparede renteudgifter, hvordan vil man så afdrage på gælden samtidig i overensstemmelse med målsætningerne i 2010? Det kan ikke lade sig gøre. Vi frygter et stort hul i statskassen. Eller at regeringen ikke vil afdrage på gælden. Selvom at afdrage på gælden er noget af det mest fremadrettede man kan gøre for de kommende generationer.

Hvis regeringen er ved at fravige den linje er der grund til at råbe op. Derfor vil jeg stille et spørgsmål til Finansministeren: hvordan vil regeringen finansiere lavere skatter i 2004? Hvis regeringen vil bruge sparede renteudgifter på at sænke skatterne, hvordan vil man så afdrage på gælden?

For man kan ikke både afdrage på gælden i overensstemmelse med målsætningerne for 2010 og samtidig sænke skatterne. Lige så lidt som man kan have et skattestop uden samtidig et udgiftsstop. Regeringen må vælge. Vil man overholde 2010-målsætningerne eller vil man ikke? Vil man afdrage på gælden hurtigt eller sænke skatterne? Vi glæder os til at høre Finansministerens svar. Der går ondsindede rygter om at Finansministeriet hidtil har nægtet at kommentere Statsministerens udtalelser. Nu får Finansministeren chancen.

Regeringen er håbløst fanget i sin egen retorik vedrørende skattestop. Det radikale Venstre finder at skattestoppet er et forkert instrument. Det fastfryser skattesystemet i sin nuværende struktur i et øjebliksbillede og det blokerer for nytænkning. Af samme grund kritiserer både IMF og de økonomiske Vismænd regeringens politik. Eller skulle vi rettere sige Venstres politik. For Venstre er vist det eneste parti, der kan se visdommen i skattestoppet.

Det radikale Venstre afviser regeringens skattestop. I stedet sænker vi skatten på arbejde. Alt sammen fuldt finansieret. Men regeringen var ikke interesseret i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

***
I disse dage mødes regeringschefer, folkelige bevægelser, internationale institutioner såsom FN, Verdensbanken, EU og mange flere i Mexico for at diskutere fremtidens ulandsbistand. For nylig udtalte FN’s Generalsekretær, at der var behov for en fordobling af ulandsbistanden.

Med finansloven i bagagen rejser den danske regering til Mexico med et signal om at dem der tidligere gik forrest ikke gider længere. Vi har aldrig været rigere. Vi har rekordoverskud på handels- og betalingsbalancer. Danmark har som samfund store overskud på vores samkvem med omverdenen. Alligevel vælger regeringen og Dansk Folkeparti at skære i ulandsbistanden. Det er et fattigt signal at sende. Det er forkert, særligt i en periode med stor fokus på hvordan vi i fællesskab skal overkomme de sikkerhedsmæssige og udviklingsmæssige udfordringer verdenssamfundet står overfor. Derfor ønsker Det radikale Venstre med sine ændringsforslag at genoprette dansk ulandsbistand. Vi prioriterer det højt fordi verden har brug for det.

Men der blæser nye vinde. For en måned siden havde vi en debat om ulandsbistand i Folketinget. Her lykkedes det Dansk Folkeparti at få regeringen til at slette en formulering i en vedtagelse om at Danmark skal være i det absolutte førerfelt hvad angår ulandsbistand.

For at citere Hr. Søren Krarup der udlagde Dansk Folkepartis syn på ulandsbistanden: ”…vi har fået en regering, der faktisk ved at dens opgave faktisk er at tage vare på de danske vælgere, den danske befolkning, og ikke frelse alverden”.

”Begrebet anstændighed hænger sammen med, at du har en næste, og næste betyder faktisk den nærmeste. Det vil sige, at du er moralsk, etisk, menneskeligt forpligtet på den, der her og nu er dig nærmest”. Og videre: ”…et dansk Folketing, en dansk regering er forpligtet på den danske befolkning og ikke på menneskeheden.”

Det er den politik og det menneskesyn regeringen vælger at basere sig på i ulandsbistanden. Det er det flertal regeringen bruger. Det er regeringen i sin ret til. Men vælgerne skal vide hvad de har med at gøre. Og det skal stå klinkende klart for enhver, at Det radikale Venstre vil en anden vej. Hvis der er to poler i dansk politik i dag er det Dansk Folkeparti og Det radikale Venstre. Regeringen har valgt Dansk Folkeparti.

Finanslovsaftalen for 1999 siger klart at den såkaldte miljø-, freds- og stabilitetsramme skal udgøre 0,5 procent af bruttonationalindkomsten i 2005. Det agter vi at holde regeringen fast på.

Regeringen vælger at overføre midlerne til støtte til Central- og Østeuropa til en reserve. Der kan de så stå og blomstre indtil regeringen kommer med et forslag til hvordan reserven udmøntes. Vi finder det forkert at skære i Øststøtten og i Demokratifonden. Forkert fordi det netop er nu, at landene har brug for hjælp til optagelsen i EU. Forkert fordi øststøtten har hjulpet med at reducere miljøproblemer, som også berører os.

Eksempelvis er udledningen af svovl i Polen reduceret med hvad der svarer til den samlede danske udledning. Dansk miljøstøtte har reduceret udledningen kvælstof svarende til ca. 4 millioner menneskers forbrug. Dansk miljøstøtte har gennem mange år bidraget afgørende til et renere miljø i vores nærområde. Og det er netop nu at de har mest behov for den.

Dertil kommer den erhvervsmæssige vinkel på sagen. Under førstebehandlingen kritiserede vi regeringens erhvervspakke for udelukkende at beskæftige sig med nationale forhold. Øststøtten er derimod et eksempel på hvordan bistand kan spille sammen med erhvervslivet. Hvad der efter vores mening er langt mere perspektiv i end eksempelvis momskredittider. Forleden var der en artikel i Jyllandsposten, der dokumenterede den store gevinst øststøtten har medført ikke bare for miljøet, men også for dansk erhvervsliv. For hver krone Danmark har givet i støtte til geotermiske projekter, har dansk erhvervsliv fået ordrer for mindst to kroner og 75 ører. Investeringer i geotermisk energi på i alt 70 mio.kr. har medført samlede investeringer på i alt 1,25 mia.kr. i en række østeuropæiske lande, hvor en stor del af ordrerne er gået til danske firmaer. Verdensbanken, EU, lokale kilder går ind og investerer når vi er med til at gøde jorden. Dermed får vi ekstra meget miljø for pengene samtidig med at danske virksomheder trænger ind på disse markeder. Derfor er det ekstra ærgerligt, at regeringen smækker pengekassen i.

Vi finder det faktisk hjerteløst at skære så hårdt i de områder Venstres tidligere leder og forhenværende Udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen arbejdede så hårdt for. Forskellen på Venstre før og nu er stor – alt for stor på det internationale område. Finansloven er indadvendt.

***
Det radikale Venstre afviser regeringens forslag om at tilføre 1,5 mia. kroner yderligere til sundhedssektoren, udover de omkring 2 mia.kr. der tilføres via amtsaftalerne fra juni 2001. Vi finder, at sammenkædningen med dansk ulandsbistand er forkert. Det kan ikke være rigtigt, at verdens fattigste skal finansiere valgløfter i en dansk valgkamp.

Nu hører vi at Sundhedsministeren vil importere sygeplejersker fra Baltikum. Det illustrerer at problemerne i sundhedssektoren ikke bare løses ved at tilføre flere midler. Ændring i organisation, arbejdsgange, overenskomster og stive strukturer er bare nogle af redskaberne.

Regeringen har gjort meget ud af at man har prioriteret. Problemet er at prioriteringerne er forkerte. Venstres ordfører sagde ved førstebehandlingen – jeg citerer: ”Jeg føler glæde ved hvert et ord, der står i den finanslov…”. Nu var Hr. Kristian Jensens glæde kortvarig – heldigvis – fordi der kom handelsskoler og et indslag i TV2 i vejen.

Den berømte svipser, hvor regeringen først foreslår besparelser på uddannelserne til i alt 1 milliard kroner for derefter at hive nogle af besparelserne af bordet igen var bemærkelsesværdig.

Det radikale Venstre vil have mere uddannelse og forskning, ikke mindre. For at begå sig i videnssamfundet kræves investeringer i vores vigtigste råstof, viden. Det radikale Venstre vil investere i uddannelse. Den fri ungdomsuddannelse, folkeoplysning og folkehøjskoler rammes stadig af besparelser. Det er urimelige besparelser på vigtige områder.

Den Frie Ungdomsuddannelse afskaffes. Daghøjskolerne som uddannelsesmulighed nedlægges og skolerne overgår til kommunerne og lægges ind under folkeoplysningsloven. Tilskuddene til aftenskoleundervisningen bliver beskåret brutalt. Det er nærmest katastrofalt for folkeoplysningen og for de mennesker, der har sværest ved at finde vej til dygtiggørelse og uddannelse. Forslagene vender den tunge ende nedad.

Derfor er det utroværdigt, når regeringen annoncerer, at den i særlig grad vil værne om de svage, som det siges i regeringsgrundlag og andre steder. Og ikke nok med det. Den flotte tradition, at en kreds af borgere kan samles frit om et emne eller et fag og finde en lærer og dermed oprette et hold, den tradition fjernes. Nu skal kommunalbestyrelserne godkende, hvilke fag og emner, den vil give de tilbageværende små tilskud til. Kommunalbestyrelserne skal nu være smagsdommere. Det er trist, at den frihedstradition, der er en væsentlig del af grundlaget for vores folkestyre, de valgmuligheder skal ødelægges. Mange grupper af handicappede får deres eneste muligheder for læring og oplysning gennem aftenskolerne. Mange ældre får deres netværk på holdene i aftenskolerne. Mange unge, der ikke kan finde ind i uddannelsessystemet, kommer i gang gennem Den Frie Ungdomsuddannelse. Danske traditioner for folkeoplysning betaler for en fiks idè: regeringens skattestop.

***
I formiddags anklagede Venstres ordfører Det radikale Venstre for at være systembevarende. Det virkede som om det skete udfra parolen: Når man selv har et problem, så taler man blot højere. Venstre er de systembevarende, Det radikale Venstre er partiet, der tør hvor andre tier. Venstres kritik er især absurd i dag, hvor vi diskuterer finansloven.

Der er for mange eksempler i denne finanslov på, at regeringen skuer tilbage i stedet for at se fremad. Hvordan skal Danmark blive konkurrencedygtig når der spares på uddannelserne? Hvordan med miljøet? I kulturlivet fjerner regeringen støtten til eksperimenterende kunst. Og på nogle af de tunge og vigtige emner i fremtiden er regeringen tavs. Blot for at tage nogle eksempler. På boligområdet vil Det radikale Venstre gerne være med til at sikre mere gennemskuelige markedsvilkår. Et stort og besværligt område, der kræver vilje til reform og forandring. Det radikale Venstre vil gerne af med EU-forbeholdene. Det radikale Venstre spiller ud med konkrete forslag til sænkning af mellemskatten. Men regeringen er tavs – med mindre der skulle være en ordfører der fraviger den centralt fastsatte partilinje.

Venstre sagde tid til forandring i valgkampen. Men hvad angår visioner og handling er der ikke meget der peger fremad.

Det radikale Venstre er et internationalt og ansvarligt parti med mod til forandring. Finansloven er udtryk for det stik modsatte.