0


Frigiv medicin i cyberspace
3. april 2001

Klumme i Børsens Nyhedsmagasin nr. 27 2000

Medicin indkøbt over internettet er kontroversielt. De fleste tænker nok på historier om viagra og anabolske stereoider sendt med posten. Men skræmmebilleder bør ikke blokere for lovlig medicin i cyberspace. Faktisk er diskussionen om medicin på internettet et godt udtryk for, hvordan vi tager udgangspunkt i problemer fremfor i muligheder. Vi kan nemlig anvende den nye teknologi til at forbedre borgernes hverdag. Samtidig kan vi skabe muligheder for et samspil mellem den offentlige sektor og private virksomheder, der kunne sætte standarden på området med høj sikkerhed og forbrugerbeskyttelse. Og dermed også være til gavn for danske virksomheders erobring af den store verden. Derfor bør det være tilladt at købe og sælge medicin over internettet.

Internettet vender op og ned på sundhedssektoren. Adgangen til information betyder at vi som patienter og borgere kan indhente oplysninger og viden på et fagområde, der førhen kun var forbeholdt fagkundskaben. Mon ikke de fleste af os har følt det som en anden verden, når vi træder ind på et hospital?

Det giver internettet os mulighed for at ændre. På internettet kan man tilegne sig viden og information om lidelser, symptomer og sygdomme. Det er ikke tilfældigt, at nogle af de mest besøgte hjemmesider på internettet netop har med sundhed at gøre.

Fremtidens patienter er derfor helt anderledes informerede og myndige. De hvidkitlede autoriteter – lægerne - vil blive mødt af patienter, der er oplyste om deres sygdomme og derfor helt anderledes krævende og kritiske. Og derfor også parate til at tage større ansvar for egen sundhed.

Diskussionen om køb og salg af medicin over internettet har hidtil mest været optaget af pakker med viagra og anabolske stereoider, der sendes ind over landegrænserne. Og det i et omfang, hvor toldvæsenet ikke kan følge med. En ting er, at det ikke er lovligt i dag. Noget andet er reaktionen på disse overtrædelser. Netop fordi internettet giver os mulighed for adgang til information, og dermed større bevidsthed om vores egen sundhed, må det vel også være rimeligt at antage, at dem der spiser pillerne også har en fornemmelse af, hvordan pillerne virker. Og hvis man laver et mystisk blandingsmisbrug er man dummere end politiet tillader.

Det er desværre klart, at der er nogen der vil misbruge det. Præcis ligesom i dag, hvor misbrug af recepter og medicin også er et problem. Men pointen må være, at internettet giver mulighed for myndiggørelse af den enkelte, så vi selv tager et større ansvar for vores egen sundhed. Samtidig kan køb og salg af medicin over internettet betyde en lettelse i hverdagen for folk, der før skulle stå i kø på apoteket.

Læger og farmaceuters rådgivning og vejledning er helt centralt. Jeg argumenterer ikke for, at hjertemedicin skal kunne købes over nettet som var det spejderhagl. Vi skal holde fast i lægens ordinationsret og patienter skal have mulighed for rådgivning. Men om fremtidens apotek ligger på hovedgaden, i et hjørne af SuperBrugsen eller i cyberspace er vel principielt ligegyldigt. Hvis vi fastholder lægens ordinationsret og tillader apoteker i cyberspace med dertil hørende muligheder for rådgivning kan der hér være en oplagt mulighed for et samspil mellem det offentlige og de private virksomheder.

Visionen må være at danske virksomheder, apoteker, Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen i samarbejde udvikler en verdensklassestandard. En standard med høj kvalitet med hensyn til køb og salg, distribution, rådgivning og vejledning om medicin. Og er det netop ikke dét det drejer sig om i IT-sektoren? At sætte en standard, som de andre skal halse efter. Altså et eksempel på et område, hvor det offentlige kan drive en udvikling frem som private virksomheder så kan udnytte i den store verden.

Apotekernes monopol på handel med medicin skal brydes. Embedsmænd fra Sundhedsministeriet har lavet digre analyser om emnet, men der er politisk uenighed om hvorvidt monopolet skal brydes. Senest har Sundhedsministeren sat hælene i. Men monopolet bør brydes og samtidig bør det tillades at sælge medicin over internettet for det er absurd at diskutere en udvidelse af antallet af steder, hvor borgerne kan købe medicin uden at forholde sig til, at internettet i øvrigt vender op og ned på vores forestillinger om køb, salg og distribution af alle mulige andre typer af produkter.

Hvis vi fastholder lægens ordinationsret kan fremtidens apotek lige så godt ligge i cyberspace som på Strøget. I stedet for at lade os skræmme af trusler bør vi fokusere på mulighederne ved informationsteknologien. Det gælder også medicin i cyberspace.



MHP

Andre nyheder:
30. oktober 2007
30. oktober 2007
30. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
26. februar 2004
31. oktober 2003
27. oktober 2003
16. april 2002
17. september 2001
11. september 2001
4. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
28. marts 2001
Dudal Webdesign