Meninger

Bragt i FN-bladet oktober 2002


“This is the hour of Europe”, proklamerede Luxembourgs udenrigsminister frejdigt, da han som EU-formand mødte pressen ved udbruddet af den jugoslaviske borgerkrig i 1991. Men Europa kunne ikke levere varen. EU kom til at fremstå som handlingslammet overfor eskaleringen af konflikten, mens USA, NATO og FN i varierende grad kunne retfærdiggøre at stå på sidelinjen og forvente, at de store europæiske ord blev fulgt op af handling. I 1995 blev FN og NATO så bragt ind i spillet, og amerikanernes håndfaste engagement førte til Dayon-aftalen og NATO-styrker på jorden. Det fik Europakommissionens formand, Jaques Delors, til næsten undskyldende at erklære, at EU havde optrådt ”as a child confronted with an adult crisis”. Læren blev, at EU, for at kunne føre en effektiv og ikke mindst troværdig krisestyringspolitik, måtte lade mæglernes gulerødder være bakket op af den militære stok. Og resultatet blev en markant styrkelse af EU´s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP) i Amsterdamtraktaten i 1997.

Men heller ikke under Kosovo-krisen, kunne Europa levere varen. Igen måtte USA føre an, og på den hårdtslående måde uden mandat fra FN. Læren for EU var den samme som sidst. Hvor gerne EU end ønskede, at fokusere på civil krisestyring, var kendsgerningen, at kan man ikke sætte magt bag de gode hensigter, ja så risikerer man at være magtesløs. Resultatet for EU blev dog banebrydende, fordi der blev taget fat på det reelle problem, nemlig den historiske konflikt internt i EU mellem ”europæerne”, især Frankrig, og ”atlantikerne”, især Storbritannien. Det historiske vendepunkt kom i efteråret 1998, da den britiske premierminister Tony Blair tog et resolut opgør med det klassiske britiske dogme om adskillelse mellem emnerne EU og forsvar. Allerede et par måneder senere, på St. Malo-topmødet, opåede Blair et kompromis med den franske præsident Chirac om en europæisk ”kapacitet for autonom handling”.

Derefter er det gået slag i slag, og i et overraskende højt tempo, med opbygningen af den europæiske militære udrykningsstyrke (ESDP), som giver nye og spændende perspektiver for Europas evne til at påtage sig et bærende ansvar i global krisestyring. Konkret har EU sat sig det centrale mål i 2003, indenfor 60 dage, at kunne udsende op til 60.000 soldater og bevare disse på stedet i mindst ét år.

For mig er der ingen tvivl om det positive i EU´s udvikling til en stærk global aktør, som kan spille på alle krisestyringspolitikkens instrumenter. EU´s rolle må først og sidst være, at fremme FN-pagtens principper for international fred og sikkerhed. EU er i forvejen langt den største donor af international udviklingsbistand og EU-medlemsstaternes andel i FN´s budget for fredsbevaring udgør hele 40% af det samlede beløb på verdensplan. Europa har et værdifællesskab, som verden behøver. Desuden må EU tjene som foregangseksempel, og presse på, for at de regionale og subregionale organisationer i FN-pagtens regi kommer til at spille en mere aktiv rolle i konfliktforebyggelse, fredsbevaring og fredsskabelse. Dette og andre spørgsmål, som vedrører reformer af FN´s fredsbevarende indsats, behandles for tiden i FN i den såkaldte “Brahimiproces”, og EU er FN´s mest aktive støtte for en hurtig gennemførelse af reformprocessen.

For EU´s eget vedkommende, kan det forekomme paradoksalt med opbygningen af egen militær udrykningsstyrke, når de fleste medlemslandes militær er fast forankrede i NATO. Men der er et reelt behov for en “europæisk kapacitet for autonom handling”, også selvom EU fortsat bør fokusere på gulerod fremfor stok. Det viser alene de triste erfaringer fra Ex-jugoslavien og Kosovo. Europa bør have muligheden for at kunne handle selv, også i konflikters tidlige faser eller i større fredsoperationer med FN-mandat. For tiden har vi en række principelle diskussioner og uenigheder med USA vedrørende bestræbelserne på at opbygge et internationalt retssamfund. Kontroverserne om Den Internationale Straffedomstol, udlevering af personer i terrorsager, der kan give dødsstraf, og senest Bush´s nye doktrin om præventive angreb, tjener i den forbindelse kun som eksempler. Amerikanerne skal have både med- og modspil fra Europa. Sande venner yder også modspil. Det drejer sig nemlig ikke om anti- eller pro-amerikanisme, men om multilateralisme som vejen frem for EU som global aktør. Et stærkere EU, vil også være et stærkere FN.