Meninger

Forsvaret på rette kurs

De to Venstremænd Søren Gade og Troels Lund Poulsen beklagede sig i Berlingske Tidende den 4. september over, at deres forsvarsideer – som udkom i bogform dagen efter - var blevet overhalet indenom både af regeringens egen ekspertrapport om dansk sikkerhedspolitik og af Forsvarskommandoen. Ja, oplægget fra Forsvarskommandoen overhalede faktisk alle partier indenom, undtagen ét, nemlig Det Radikale Venstre. Jeg føler derfor med Søren Gade, som måtte indrømme, at ”Helvegs grin stikker i hjertet”, samtidig med at jeg må indrømme, at jeg glæder mig over udstillingen af Venstres sikkerhedspolitiske vanetænkning og angst for forandre forsvaret.

Tænk sig at skulle høre to unge Venstre-mænd, hvoraf den ene (Troels Lund Poulsen) i en kun to år gammel bog kalder ”værnepligtsinstitutionen håbløst forældet”, forsvare det gamle koldkrigs-forsvar. Og stik imod alle anbefalinger. Det Radikale Venstre er begejstret for den kurs, der nu udstikkes af embedsmænd, eksperter og forsvarsledelse. Den flugter godt med radikale prioriteter, og er ikke for vidtgående, som Venstre mener. Faktisk ønsker vi at gå endnu videre i det kommende forsvarsforlig.

Forsvarskommandoen foreslår to brigader af reaktionsstyrker. 1.Brigade med mere elitesoldatprægede opgaver, bestående udelukkende af fastansat personel (3800 mand), og 2. brigade, bestående af omkring 400 fastansatte og ca. 3000 reservister, der skal kunne afløse første brigade og i øvrigt indsættes i mere traditionelle fredsbevarende operationer. Det Radikale Venstre ønsker desuden at oprette en dansk Humanitær IndsatsBrigade (HIB), bestående af både civile og militære komponenter, til en målrettet indsats ved humanitære katastrofer, internationale genopbygningsindsatser, m.v. Det bør være en 3. reaktionsstyrke i fremtidens danske forsvar, foruden en fjerde i form af et stabshovedkvarter.

Forsvarskommandoen foreslår også værnepligten skåret ned til tre måneders grunduddannelse, men fortsat med ca. 6500 værnepligtige om året, hvoraf 1300 kunne tegne kontrakt til internationale operationer enten som fastansatte eller på rådighedskontrakt. Det er forfriskende, at regeringens rådgivere tør sige, hvad regeringen ikke selv tør. At tiden er løbet fra den traditionelle værnepligt, som vi ser det overalt i Europa. Men lad os dog tage den fulde konsekvens i stedet for at sætte os mellem to stole. Den foreslåede rekrutteringsmodel ligner den, Det Radikale Venstre foreslog i 2001, i øvrigt ikke til daværende forsvarsminister Trøjborgs store begejstring. Men hvorfor fortsætte med det ineffektive princip om at indkalde de ’tilfældige, måske egnede’, fremfor at gøre forsvaret så attraktivt som arbejdsplads, at vi kan rekruttere tilstrækkeligt ”frivilligt egnede”?

Endelig er det ærgerligt, at Forsvarskommandoen ikke tør følge den internationale tendens i EU og NATO, til at de allierede specialiserer sig på forskellige områder fremfor at kunne lidt af alt. Men Irak-krigen har sat sig ar i den danske regering. Det er farligt at være afhængige af hinandens kapaciteter. Desværre ligner det et slet skjult ønske fra forsvarets side om, stadig at råde over en minikopi af et stormagtsforsvar. Desuden er det både en ærgerlig og højst tvivlsom forudsætning, at splittelse fremfor solidaritet i EU og NATO skulle være reglen, snarere end undtagelsen i fremtiden. Alt tyder på, og vi skal presse på den vej, at splittelsen over Irak vil være et ekstraordinært tilfælde. Det er selvstændig sikkerhedspolitisk pointe i sig selv, at fremme afhængigheden af hinanden. Vi kan få et endnu stærkere forsvar til internationale opgaver gennem øget specialisering mellem landene i EU og NATO. Landene skal ikke kunne alt, men være fremragende til det, de gør.

Det Radikale Venstre har meget høje ambitioner for næste forsvarsforlig. Som et rigt land med tryghed uden fortilfælde må vi yde et ekstraordinært bidrag til international fred, sikkerhed og udvikling. Og vi er bevidste om, at det koster. Men i dag er den borgerlige regering og skattestoppet en langt større trussel for forsvarets økonomi end Det Radikale Venstre. Det gør det desto mere ærgerligt, at selv unge Venstre-folk forsvarer det gamle mobiliseringsforvar, værnepligten og hjemmeværnet. Det Radikale Venstre vil en aktivistisk udenrigspolitik – ikke bare i ord, men også i handling.