Meninger
Klumme i Børsens Nyhedsmagasin nr. 4 2001
En multinational organisation der hedder ATTAC kommer snart til Danmark. ATTAC står for "Association for the Taxation of financial Transactions for the Aid of Citizens" og blev dannet i Frankrig i 1998. Formålet er at arbejde for en skat på valutatransaktioner og yde modstand mod de internationale finansielle organisationer såsom Verdensbanken, IMF, OECD og WTO. Ifølge ATTAC er globalisering og frie kapitalbevægelser noget skidt, der underminerer nationalstaterne. Fra sit svenske eksil har Drude Dahlerup meldt sig under fanerne og vi andre må forberede os på at skulle forsvare globalisering og frihandel.
Heldigvis er der masser at forsvare. Globalisering og frihandel har nemlig medført, at verdenssamfundet har bekæmpet fattigdom i den tredje verden gennem de sidste 20-30 år som aldrig før. At Drude Dahlerup og ATTAC lever i en vildfarelse må ikke forhindre de store fremskridt i velfærd og velstand som verdens allerfattigste også nyder godt af.
Sidste år var der gadeoptøjer i forbindelse med WTO’s møde i Seattle, hvor det faktisk lykkedes demonstranter at blokere store dele af mødet. Og i Prag var et sted mellem 6.000 og 10.000 demonstranter samlet da Verdensbanken og IMF holdt møde i slutningen af september 2000. Sort-maskede demonstranter brød Prag’s middelalder-gader op og smed med brosten, angreb politiet med benzin-bomber og skabte et sådant kaos at politiet måtte eskortere mødedeltagerne. En McDonalds – hvad ellers? – blev hærget og vandaliseret på selv samme plads, hvor de fredelige protester gennemførte den tjekkiske fløjsrevolution i 1989. På det seneste har det økonomiske jet-set i Davos i Schweiz skulle forberede sig på beredent politi, tåregas og optøjer.
Det er svært at forstå dem, som tager til Prag eller Seattle og med voldelige midler vil protestere imod globaliseringen. Gadeuorden og optøjer har stort set samme direkte virkning på globaliseringen som at stå og råbe op i himmelen efter en flyvemaskine, at den skal komme ned. Dertil kommer at hvis demonstranterne får held med deres forehavende vil de politiske beslutninger blot flytte væk fra topmøder og over til bilaterale og regionale aftaler.
Det giver derimod mere mening, hvis man indretter sig efter virkeligheden og allierer sig med sandheden: Man kan ikke blive fri for globaliseringen, fri for at forholde sig til hastig omstilling, ny teknologi og international konkurrence. Der er sikkert masser af vælgere til et standpunkt, hvor man forsøger at foregøgle folk, at der findes enkeltbilletter tilbage til Morten Korch-land og at verden kan stoppes så man kan komme af. Dansk Folkepartis fremmarch i de danske meningsmålinger er jo også udtryk for denne tendens.
Og det er hér det virkelige problem ligger. Globaliseringen er jo skabt af mennesker og kan derfor i teorien rulles tilbage, men kun hvis det er et udtrykkeligt ønske blandt stort hele klodens befolkning. Og hvorfor skulle det være dét når der er gevinster ved frihandel? Derfor må politikere stå op imod det politisk korrekte hylekor der anser globaliseringen som det værste på denne klode.
I stedet for at protestere imod globaliseringen findes der en mere perspektivrig dagsorden. Nemlig at gøre globaliseringen gavnlig for hele verden. Verdensbankens præsident, James D. Wolfensohn, udtalte på mødet i Prag at noget er galt, når 20 procent af de rigeste på kloden modtager mere end 80 procent af den globale indkomst. Ifølge Wolfensohn består udfordringen i at gøre globaliseringen til en mulighed og ikke en frygt. Og sandt er det, at globaliseringen og udviklingen har skabt større ulighed end vi har kendt til tidligere samtidig med at velstanden faktisk er steget. Gabet mellem den fattigste og den rigeste femte-del af verdens befolkning er steget markant. De fattigste er ikke blevet meget fattigere – man kan ikke blive fattigere end når man lever på eksistensminimum – men de rige er til gengæld blevet rigere og der er blevet flere af dem.
Globaliseringen har medført store gevinster. Faktisk har vi i perioden siden anden verdenskrig oplevet velfærdsgevinster og velfærdsstigninger som ingen anden periode i menneskehedens historie. Derfor skal vi holde fast i at globaliseringen er en god ting. Den multinationale organisation, ATTAC, med udlandsdanskeren Drude Dahlerup i spidsen er selvfølgelig velkomne til at indgå i en seriøs og ordentlig debat i Danmark. Men vi andre må holde dem fast på, at globalisering er godt og at vi skal blive bedre til at også de fattigste kan udnytte mulighederne i globaliseringen.
MHP
