Meninger
Indlæg i Dagens Medicin 7. maj 2001
Af Morten Helveg Petersen, IT-ordfører for Det Radikale Venstre
Det haster med at få sat strøm på den elektroniske patientjournal. Sundhedsminister Arne Rolighed har for nylig sagt, at halvdelen af landets patientjournaler skal digitaliseres inden for de næste to år, og det er glædeligt, at regeringen har sat sig en konkret målsætning. Det er ikke et øjeblik for tidligt.
Jeg havde gerne set, at målsætningen var endnu mere ambitiøs. Navnlig frygter jeg, at det tager for lang tid, fordi hvert amt så at sige skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Det er og bliver nødvendigt, at man bliver enig om en fælles standard for den elektroniske patientjournal, der kan gælde over hele landet.
Sundhedsområdet er et af de mest oplagte områder, hvor en konsekvent satsning på informationsteknologi kan give de største gevinster. Det koster penge, og her må landspolitikere og amtspolitikere løfte i flok. Det er i høj grad et spørgsmål om politisk lederskab, både på Christiansborg og i amterne.
Amternes økonomi er trængt, og frugterne af investeringer i IT høster man ofte først nogle år ud i fremtiden. Derfor er det let at forstå, at IT-investeringer ikke står særlig højt på dagsordenen i amterne. Men det er ikke desto mindre nødvendigt at foretage investeringerne, jo før, jo bedre.
De mange fordele ved den elektroniske patientjournal er velkendte. Udgangspunktet er patientens behov. Mange, der har været i nærkontakt med et hospital, har oplevet, at deres journal ikke lige var til rådighed. Mange patienter oplever også at blive undersøgt mere, end de egentlig behøver. Med en elektronisk patientjournal ville sundhedspersonalet kunne få alle data til umiddelbar rådighed. Alt relevant personale kan få adgang til patientens oplysninger på ingen tid. Også den praktiserende læge, vagtlægen og specialisten. Ved færdselsuheld kan lægen i ambulancen hurtigt se patientens journal og varsko hospitalet om, hvad der skal ske ved ankomsten.
Den elektroniske patientjournal forsvinder ikke i den interne post mellem hospitalets forskellige afdelinger, men er til rådighed med det samme. Lægens kragetæer på recepten afløses af indtastning af f.eks. dosering af medicin, der gør det tydeligt, hvor meget og hvilken type medicin patienten skal have så fejldoseringer undgås. Læger vil kunne kommunikere med andre læger, søge råd og lære af hinanden.
En elektronisk patientjournal kunne muliggøre et sammenhængende patientforløb, hvor patienterne oplever, at de allerede afgivne oplysninger bliver brugt systematisk af alle de forskellige personalegrupper i sundhedssektoren.
En konsekvent gennemførelse af den elektroniske patientjournal kunne ændre arbejdsgange og processer samt løse op for stivnede strukturer. Den elektroniske patientjournal kan bruges som organisatorisk bølgebryder, således at personalet på en afdeling kan kigge hinanden i øjnene og spørge sig selv om hvordan og hvorfor man gør tingene på en given måde.
Det er altså ikke teknologien i sig selv, men måden vi anvender teknologien på, der rummer de store perspektiver.
MHP
