Meninger

Bidrag til bogen "Professionaliseringen af den politiske kommunikation", udgivet af Labcom, Kolding, 2001.

Bill Clinton havde adskillige. Tony Blair har en hærskare. Tysklands Gerhard Schröder lod sig også inspirere. Og siden da har ”spin doctorer” også gjort deres indtog i dansk politik. Medierne har selv svælget i fænomenet, og det er efterhånden en udbredt opfattelse, at opportunistiske politikere, med kyniske medierådgivere som dukkeførere, ser stort på principper og siger det, flest vælgere gerne vil høre. Lad det være slået fast med det samme: Det indtryk ligger milevidt fra virkelighedens verden – i hvert fald i Danmark, hvor politikere, journalister og vælgere er så tæt på hinanden, at selviscenesættelse og forstillelse har svære kår. Heldigvis.

Det moderne mediebillede, hvor adskillige medier konkurrerer med hinanden om de samme historier, stiller selvsagt nye krav til politikerne og til den måde, de kommunikerer på. Vi har ikke længere den traditionelle partipresse, som udlægger teksten for hver sin veldefinerede vælgergruppe. Men spørgsmålet er, om det er så galt endda. Dengang havde politikerne måske ikke de store problemer med at få deres egne vælgere i tale. Til gengæld var dækningen af dansk politik enøjet, præget af kammerateri og holden-hånden-over-sine-egne. Der er ingen grund til at klynke over, at de tider er forbi.

Det er en helt naturlig udvikling, at den politiske kommunikation professionaliseres. Mediebilledet er broget, og især den elektroniske presse giver politikerne svære arbejdsbetingelser. 10 sekunder i TV-Avisen virker ikke befordrende for en nuanceret fremstilling af sagen, hvilket giver en hjemmebanefordel til de politikere, der slagfærdigt evner at dele verden op i sort og hvidt. Den moderne politiker skal derfor kunne fremstille sit budskab kort og præcist.

Medierådgivere kan hjælpe politikerne med at få deres budskaber igennem. Og det er der intet problem i, så længe arbejdsfordelingen er klar: Rådgivere er rådgivere, politikere er politikere. Bestemmer politikeren budskabet, er rådgivning om hvordan budskabet bedst placeres i mediebilledet i orden. Det går først galt, hvis rådgiveren indtager rollen som manuskriptforfatter og instruktør, mens politikeren degraderes til en skuespiller, der har lært replikkerne udenad. Men så dybt er vi heldigvis ikke sunket i dansk politik.

Tendenser som spindoktorer, faldende medlemstal i de politiske partier og brugen af de såkaldte fokusgrupper, ses af mange som et symptom på manglende kontakt mellem politikere og vælgere. Men jeg tror, at informationsteknologien kommer til at sætte helt nye standarder på dette område.

Informationsteknologien har brudt politikernes monopol på information om hvad der foregår på Christiansborg. I dag ved vælgerne næsten lige så hurtigt – nogen gange endnu hurtigere – hvad der sker på Christiansborg i forhold til politikerne. Og vælgerne kan gennemskue at politikerne hverken er klogere eller bedre end flertallet af befolkningen.

Aldrig har det været nemmere at få politikere i tale via e-mails, chats osv. Internettet giver vælgerne direkte adgang til oplysninger om, hvad der foregår i Folketinget uden om pressens filter. Politikerne har lettere ved at få budskaberne ud via deres egne og partiernes hjemmesider, uafhængigt af journalisternes ofte meget konfliktprægede og taktiske vinkling af stoffet. Og fremfor alt kan IT – hvis politikerne har modet til at satse konsekvent på den – sikre en hidtil ukendt grad af borgerindflydelse i beslutningsprocessen. Så vil vi være nået et godt stykke hen ad vejen.

Samtidig tror jeg vi i de kommende år vil se at teknologien ændrer på balancen mellem politikere og medier. Forstået på den led, at det for politikerne i højere grad bliver muligt at nå direkte ud til vælgerne – uden mellemled. Nøjagtig på samme måde som informationsteknologien giver virksomheder, kunstnere, forfattere, musikere mm. muligheder for at nå direkte ud til forbrugerne – uden mellemled i form af forlag, grossister, mellemhandlere osv. Det forudsætter selvfølgelig at politikerne og de politiske partier selv frembringer kommunikation af holdninger og budskaber på så sober og seriøs en måde, at vælgerne gider klikke ind på partiernes hjemmesider og tilegne sig informationen. Lur mig: web-TV vil blive flittigt anvendt af de politiske partier. Senest i forbindelse med valgkampen til Folketingsvalget. På den led kan teknologien bruges til at skabe en mere gennemsigtig og demokratisk proces. Og det er vel ikke så ringe endda?


MHP