Meninger

Det er godt at vi organiserer os i frivilligt arbejde. Men det må ikke ende i velfærdsstatens junglelov, hvor dem der råber højest tilkæmper sig fordele på bekostning af dem, der ikke råber så højt.

Danmark er et gennemorganiseret samfund. Vi er medlemmer af A-kasser, fagforeninger, sportsklubber og enkeltsagsbevægelser. En (alt for) lille del af befolkningen er endda medlem af et politisk parti. På sundhedsområdet eksisterer en række meget aktive patientforeninger, der sætter deres store præg på den offentlige debat. Der laves meget almennyttigt og velgørende arbejde i patientforeningerne, der dermed er med til at holde systemet i ørerne. I alt er der knap 200 aktive patientforeninger i Danmark i dag. Og de kræver indflydelse.

Berlingske Tidende kunne forleden berette om hvordan patientforeninger lægger pres på sygehusene. Først og fremmest ved at rådgive om hvilke sygehuse der har den korteste ventetid. Hvis man bliver dårligt behandlet eller ventetiden er for lang overvejes det helt at boykotte de konkrete sygehuse. Næste skridt er vurdering af kvaliteten af behandlingen. Hvis kvaliteten er for lav rådgives patienter til at søge andre steder hen.

Det er godt og vigtigt, at kritiske borgere holder systemet i ørerne. I dette tilfælde sundhedsvæsenet. At aktive borgere tager kampen op med det "hvidkitlede broderskab" og stiller spørgsmål og krav er med til at sikre opmærksomhed om sundhedsydelserne og dermed forhåbentlig også en høj kvalitet i behandlingen.

Men vi er nødt til også at være opmærksomme på dem, der ikke er i stand til at råbe så højt. På tilsvarende vis som fagforeninger varetager deres egne medlemmers interesser, og ikke nødvendigvis hele samfundets, vil patientforeninger fokusere på netop deres sygdom, behandlingsmulighederne og ventetider. Men i slagsmålet om midlerne og prioriteringerne må vi være varsomme med ikke at skubbe andre ud. Patientforeningernes indtog i den sundhedspolitiske debat må ikke udvikle sig til velfærdsstatens junglelov, hvor dem der råber højest tilkæmper sig de fleste midler.

Der er intet der tyder på, at råbene fra fremtidens kritiske patienter bliver lavere i lydstyrke. Nærmest tværtimod. Det nye i sundhedspolitikken er vel, at patienterne stiller krav og spørgsmålstegn ved autoriteterne. De tider er forbi hvor den hvidkitlede læge på enevældig vis kunne træffe afgørelser, der ikke blev diskuteret, modsagt eller genstand for opmærksomhed. Højere krav fra patienterne stiller højere krav til lægerne.

Samtidig er sundhedspolitik blevet forsidestof. I dag kan man ikke åbne en avis eller et fjernsyn uden at der er historier om prioriteringer, nye behandlinger eller ventetider. Det er godt med opmærksomhed på sektoren. Sundhed vedrører os alle, og vi har alle en klar interesse i, at sektoren fungerer så godt som muligt. Men mediernes fokus på enkeltsager og patientforeningernes fokus på deres særlige sygdomme må ikke føre til, at enkeltsager og sager, der er "oppe i tiden" prioriteres højere end hensynet til helheden.

Det kræver disciplin af politikerne at stå imod presset fra enkeltsagerne. Og der har været for mange tilfælde af, at prioriteringer bliver foretaget i kølvandet på kontroversielle sager i medierne.

Forleden dag foreslog en række patientforeninger at der oprettes lokale borgerråd, der kan rådgive ledelsen af sygehusene om forskellige forhold på det pågældende sygehus. Argumentet var, at danskerne interesserer sig i dag mere for sundhedssektoren end tidligere, og at sygehusene bør kunne drage nytte af patienternes erfaringer. Ifølge forslagsstillerne kender patienterne endda hverdagen på sygehusene bedre end ledelsen.

Jeg håber ikke det er tilfældet. For det ville være dybt beklageligt hvis det ikke ledelsen på sygehusene kender den hverdag som patienterne møder. Ideen om lokale borgerråd lyder umiddelbar fornuftig og sympatisk. Men det må ikke være et skalkeskjul for særinteresser og dermed forvredne prioriteringer, hvor få, aktive og højtråbende interesser er i stand til at tilkæmpe sig midler og budgetter.

Ambitionen må være at kombinere det frivillige og levende engagement med fornuftige prioriteringer. Der skal være helhed i tingene, saglige prioriteringer og ikke velfærdsstatens junglelov.

MHP