0


Alkohol til unge under 15 - forbyd det!
28. marts 2001

Hvor meget skal Christiansborg blande sig i? Loven om forbud mod salg af alkohol til unge under 15 år er et eksempel på hvordan man kan lovgive i forbindelse med forebyggelse på sundhedsområdet. Både før, under og efter vedtagelsen af loven blev den latterliggjort. Kort tid efter var kvikke journalister udstyret med skjulte kameraer ude i butikkerne for at afsløre, at loven ikke blev overholdt. Men landspolitikere har et ansvar for at sende et (røg?)signal om, at vores forhold til røg og alkohol er en sundhedsmæssig udfordring. Derfor var loven om forbud mod salg af alkohol til unge under 15 år fornuftig. Og derfor kan der være god fornuft i også at lovgive mod salg af tobak til unge under 15 år. For at sende et signal, der kan starte gode diskusisoner i hjemmene om, hvorfor det er sådan.

Moraliseren, svenske tilstande og løftede pegefingre. Politisk korrekte anti-rygere der jager rygerne ud af mødelokalerne og ned på gaden for at ryge. En snigende revisor-mentalitet der gør, at vi nu også skal tælle genstande og bryde med den danske ølkultur. Sådan reagerer mange når vores forbrug af tobak og alkohol sættes i et kritisk lys. Men hvordan kan man forsvare børns ret til at ryge og drikke? Og afhængighed af tobak er endda langt mere skadeligt for helbredet, end et moderat alkoholforbrug.

Vi er blevet for slatne i vores holdning til alkohol, når danske unge har Europa-rekord i druk. Den berømte danske ølkultur må ikke udvikle sig til konkurrencer om hvem der kan drikke flest bajere. Vi er nået for langt, når man kan købe smøger på sygehusene og fejre operationen med en Kings. Grænsen mellem formynderi og traditionelt afslappede holdninger til livsstilssygdomme er svær at drage. Men i fremtiden skal vi vænne os til at tage et større ansvar for vores egen sundhed. Som individer og som samfund. Og samfundet har et klart ønske om, at børnene aldrig skal begynde at ryge.

Tilbage i januar 1998 fremlagde Det radikale Venstre et oplæg om forebyggelse til forbedring af folkesundheden i Danmark over en 10-årig periode. Da den nye regering trådte til i marts 1998 hed det i regeringsgrundlaget, at regeringen vil iværksætte et tværgående forebyggelsesprogram til forbedring af folkesundheden. Fra radikal side er vi glade for, at spørgsmålet om forebyggelse bliver centralt placeret på den politiske dagsorden henover sommeren efter fremlæggelsen af regeringens folkesundhedsprogram.

Baggrunden er den desværre alt for velkendte, nemlig at danskernes middellevetid ikke er så høj som den burde være. Vi lever kortere end befolkningerne i mange andre EU-lande.

Forklaringerne er mange. Men det er hævet over enhver tvivl, at vores livsstil er afgørende. Da Rockwool-fonden sidste år bad et hold udenlandske eksperter om at vurdere det danske sundhedsvæsen var der mange roser. Den lige og fri adgang til sundhedsydelser, en stærk primærsektor, hvor de praktiserende læger udfører et godt arbejde samt en i store træk velfungerende hospitalssektor var blandt roserne. I sig selv forfriskende at høre uafhængige eksperters udsagn, der adskilte sig en del fra det almindelige indtryk i debatten. Men der var også megen kritik. Og hovedparten af kritikken gik på vores holdning til tobak og alkohol – eller rettere sagt mangel på holdning. Rockwool-eksperterne var forbløffede over, at vi tager så afslappet på røg og sprut og påpegede, at det var et problem i det danske sundhedssystem.

Nu har regeringen fremlagt sit forebyggelsesprogram. Og debatten er allerede i fuld gang med hensyn til, hvor og hvordan der eventuelt bør lovgives. Skal vi forbyde salg af tobak til unge under 15 år? Skal vi stramme op på unges adgang til alkohol? Hvordan opnås bedre vaner med hensyn til kost- og motion? Alle advarselslamper er tændt og debatten vil forhåbentlig køre henover sommeren.

Pointen er selvfølgelig, at vi har et ansvar for egen sundhed. De fleste af os har gennem årene grinet af den californiske livsstil med dens fanatiske indstilling mod rygning og for motion. Men udviklingen er ved at nå os herhjemme. Og det er ikke nødvendigvis så skidt endda.

Vi har måske i for høj grad vænnet os til, at vi kunne gøre som det passede os, og at det offentlige sundhedsvæsen ville klare paragrafferne, hvis fysikken ikke kan klare mosten.

Men nye behandlingsformer, ny medicin, en større andel af ældre i befolkningen, der vil lægge beslag på flere sundhedsydelser og en generel stigning i vores alles forventninger til hvad vi kan blive kureret for betyder, at det er svært at få enderne til at mødes. Og det bliver sværere i fremtiden.

Derfor kommer vi i fremtiden til at lægge endnu større vægt på, hvad vi gør som individer. Hvor meget vi ryger og/eller drikker, hvor lidt vi bevæger os og hvor meget fed kost vi spiser. Der er rettigheder, men også pligter. I den forstand kommer sundhedspolitikken måske til at mindre om den generelle velfærdsdebat, hvor rettigheder og pligter har været et centralt tema gennem nogle år.

Mange af de sundhedspolitiske diskussioner er principielle og etiske og kræver individuel stillingtagen. Den enkelte skal selv have vilje til en ordentlig livsstil. Det nytter ikke at tro, at vi kan lovgive os ud af alt. Men tilbage står, at også Christiansborg har et ansvar for at sende de rigtige signaler. Derfor er forbud mod salg af tobak til unge under 15 år et rigtigt skridt.

MHP

Andre nyheder:
30. oktober 2007
30. oktober 2007
30. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
19. januar 2005
26. februar 2004
31. oktober 2003
27. oktober 2003
16. april 2002
17. september 2001
11. september 2001
4. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
3. april 2001
28. marts 2001
Dudal Webdesign